Disney-land

index.htm

Her er vi hvor alle andre også tager deres billede: Nemlig ved Torneroses slot.

Vi var på vej gennem Frankrig, da vi tager en rask beslutning og kører mod Paris og Disneyland.

Vi var lidt skeptiske, da vi troede, at det var for amerikansk og kommercielt. Heldigvis blev vores tvivl gjort til skamme. Det blev en god og pragtfuld oplevelse.

 

Som omtalt på siden om Spanien, så fik vi plads på campingpladsen:

 Camping Caravaning des 4 vents. ( De 4 Vinde)           http://www.caravaning-4vents.fr/

 

Det er en fin lille plads, der er drevet af en mor og hendes datter. Det gør de med godt humør. De havde let til latter, og de var meget venlige og imødekommende. Desuden kunne de tale engelsk, hvilket efter vores erfaring er meget usædvanligt i Frankrig. Pladsen ligger ikke langt fra Paris, men der var utroligt stille. Vi blev enige om, at vi ikke kunne mærke at vi lå i nærheden af en millionby.

Prisen for at bo på De 4 Vinde, kan I se på pladsens hjemmeside. Prøv at sammenligne dem med prisen for at bo på Disneys egen campingplads: David Crockett Ranch. Det kan måske også være motivation for at vælge Camping Caravaning des 4 vents.

Det er for øvrigt let at finde pladsen, man kommer ikke ind at køre i storbyens mylder. Men kører af ved samme afkørsel som man skal bruge hvis man skal overnatte på David Crockett Ranch, man kører bare en smule længere ud på landet ca. 15 km.. Husk at bestille plads, da den er meget besøgt. Vi var heldige at få en af de sidste pladser, de havde. Vi havde nemlig ikke bestilt.

 

Vi havde ikke tid og lyst til at komme ind i selve Paris. Det vil vi gemme til en påske- eller efterårsferie. Så det gjaldt kun Disneyland.

Vi stod tidligt op, og spiste morgenmad, der kom en bager med friskt brød hver morgen. Så kørte vi af sted, og vi var ved indgangen til åbningstid. Der er en meget stor og fin parkeringsplads, som man også kan bruge, hvis man vil tage toget ind til Paris.

Vi var så heldige, at der ikke var voldsomt mange mennesker, så det gik glat igennem ved billetsalget, og det længste vi ventede ved en attraktion var ca. 15 minutter, men det føltes ikke længe, da der hele tiden var noget at se på. Der fulgte heldigvis kort med billetterne, da Disneyland er stort meget stort.

Her er et billede fra den imponerende parade.

Det fører for meget med sig at skrive om alle de attraktioner, vi prøvede, men jeg vil nævne, at man absolut skal se paraden. Desuden havde vi meget glæde af at se showet om Tarzan, det var imponerende, samtidig fik vores ben et lille hvil, inden vi skulle ud at prøve mere. Vores mor kom med i Space- Mountain. Hun vidste ikke det var en rutschebane, det grinede vi meget af, for hun blev en smule misfornøjet, og jeg fik en skideballe. Vi var godt trætte, da vi nåede hjem til campingpladsen om aftenen. Her købte vi kylling og pommes frites i pladsens grillbar.

 

 Synes I ikke det er et skønt billede?  Det er hele turen værd.

Hjemturen.

 

Turen hjem gik stille og roligt og uden problemer, bortset fra vi kom til at køre af motorvejen ved Luxemburg. Vi kørte mod Trier og kom til at tage den gamle hovedvej. Det var interessant, vi fik set hvor tyskerne laver al deres Piesporter og Liebfraumilch, men når man er på vej hjem, er det ikke sjovt at køre på smalle veje i bjerge, hvor der var op til 12 % stigninger. Nej, så vil man bare helst hjem på den mest behagelige og hurtige måde. Men det gik og vi fik en oplevelse ekstra ud af det.

Mætte af oplevelser, kunne vi sige, at det helt igennem havde været en rigtig fantastisk og dejlig tur.Både Spanien og Frankrig.

 

Det er altid rart at være på campingferie, da hele familien er sammen næsten i døgndrift, hvor man deler alle glæderne, og hjælper hinanden med at løse de problemer der dukker op, og som man er nødt til at løse.

 

Vi glæder os allerede til næste år, hvor vi har talt om, at vi måske vil til Italien igen. Det er jo 3 år siden, vi var der sidst, så det kan nok blive sjovt at komme tilbage. Og bare nu vores store pige stadig har lyst til at komme med os. Ellers må kæresten jo også bare med.