CAMPING RUBICONE

 

                        Campingliv                                         Rubicone

Efter at have læst mange artikler og annoncer om denne campingplads, måtte vi bare besøge den. Vi må sige, at det er en fin plads, og at vi havde en herlig ferie her.

Når vi nu er lidt negativ, skyldes det, at pladsen er meget opreklameret, for det er en dejlig plads med fine faciliteter og god underholdning. I forhold til Lidoen er stranden elendig med plumret lavt vand, hvor der var mange, der skar sig på skaller og sten. Pladserne er meget små, selv de "mellemstore" og  de "store".

Vi havde bestilt en mellemstor plads. Her var der ikke plads til bilen ved siden af  vores campingvogn på 460 cm, hvilket jo ikke er en stor vogn. Vi var endda heldige at få en plads på "hovedstrøget". På de andre veje som var endnu smallere, var der meget mindre plads. Bemærk at bilen står på vejen.

Toiletforholdene var pæne og rene, men da vi var der var for få toiletter og bruserum, hvilket betød, at der som regel altid var kø, især i dameafdelingen. Desuden var der også for få opvaskepladser.

Det hele skal ikke være negativt, jeg vil fremhæve, at der var rigtig god og professionel underholdning om aftenen. Personalet var altid venlige og hjælpsomme. Der var altid rent og  pænt. 

Campingpladsen ligger lige ved siden af en lille by: "San Mauro Mare". Det var meget hyggeligt at spadsere op i byen om aftenen og få en is. Der var meget at se på. F.eks. var der marked. Ligeledes var der musikalsk underholdning, og der var altid masser af folk at se på.

Området meget spændende.

En tur til San Marino var bare spændende. Vi stoppede ret langt nede og tog svævebanen op, hvilket ikke kostede ret meget mere end parkeringsafgiften længere oppe. Som man kan se af billedet, så var der en fantastisk udsigt. Overalt i San Marino var der souvenirbutikker og butikker, der solgte spiritus, men for os at se, var det ikke billigere end i butikkerne i "Italien".

Her vil vi gøre opmærksom et stort butikscenter, der lå ganske nær campingpladsen, her kunne man købe alt hvad hjertet begærer. Vi handlede som regel i centeret, da man kunne købe stort ind og varerne var billige  og af god kvalitet.                                                                                                                                                

 Det er sjældent, at man kan spise en pizza, mens man nyder så smuk en udsigt.                                                                         

http://www.mirabilandia.it.

  

Det er en kæmpestor forlystelsespark, som ligger i nærheden af Rubicone. den var bestemt et besøg værd. Billedet er taget fra et pariserhjul, der er 45 meter højt. Der var vilde rutschebaner, underholdende shows og meget meget mere.

Jeg har fået lidt kritik af min vurdering af denne plads. Det sidste har været, at de forhold jeg har vurderet negativt er afhjulpet. Så hvis der er nogen der er afskrækket af min beskrivelse, så vil jeg ifølge Per Henneberg Kristensen sige at der er sket betydelige forbedringer på pladsen.