Sydfrankrig

I år havde vi svært ved at beslutte os for hvor vi ville tage hen.  For første gang skulle vi af sted uden Mette. (Vi kom til at savne hende mange gange.)

Vi var meget varme på at tage ud til Atlanterhavskysten i Frankrig, men vi var bange for at vejret ikke ville arte sig. Det ser altid ud, som om det dårlige vejr kommer derfra, når man ser vejrudsigt.

Det blev til Sydfrankrig, nærmere betegnet Valras Plage, hvor vi før har haft en god ferie.

Derefter skulle vi have en uge i og ved Paris. Malene var så lille da vi sidst var de to steder at hun ikke rigtig kunne huske noget derfra.

Desværre blev Anne-Birthes far syg og vi måtte køre hjem efter 8 dage, så turen til Paris må vi have til gode. Vi havde trods alt en god ferie alligevel så længe den varede.


 

Turen nedad

Onsdag den 6/7 2005

Vi stoppede som sædvanlig i Bad Gandersheim. (DCC Kur-Campingpark. Frakørsel  67 Seesen 9 km i retning af Bad Gandersheim.)Der var regn, og det var lidt koldt, som I kan se på billedet. Der blev først godt vejr, da vi havde passeret Lyon. Ja, faktisk var det først efter Lyon, vi holdt op med at køre med varmen tændt i bilen.

 

Torsdag den 7/7 2005

Næste dag kørte vi videre. Vi blev fanget i kø to gange, og da vi kørte ind i Frankrig, var det sent. Vi kørte efter en plads vi kendte, som ligger i Lons le Saunier. (Afkørsel 8 Lons le Saunier på A39) Det blev sent, og da vi kom var porten lukket, men Malene var snarrådig, hun lukkede op og sagde: "Kør ind." Det gjorde vi, og vi fik en dejlig rolig nat.

 

Her er et billede af pladsen, hvor vi "brød ind". Det er faktisk en rigtig fin plads.

Det er en municipal campingplads, som de små kommunale pladser hedder i Frankrig.

 

Klargøring til afgang. Det er dejligt, når man kan starte med et solidt morgenmåltid og et bad, inden man kører videre. Det er bl.a. derfor vi så vidt muligt bruger campingpladser på vej frem og tilbage til vores feriemål.

 

 


Stedet

Valras Plage er en lille fiskerby, som om sommeren er et ferieparadis. Der er mange campingpladser og hoteller. Byen gør meget ud af turismen. Der er fint og rent. Der er mange blomster og der er mange arrangementer, som man kan deltage i. Inde i byen er der mange restauranter, hvor man til en rimelig pris kan spise en god middag. Hvis man gerne vil have vin til maden, går der et lille turisttog, som man kan køre med ud til sin campingplads. Det er faktisk en god og sjov oplevelse, da man kan se meget fra toget.

Campingpladsen

Her er vi fremme på:

www.campinglayole.com

og har fået vognen på plads. Det blæste noget, men det var dejligt varmt. En kold øl og et bad, så er man i form til at slappe af.

 

Hygge ved poolen, nu skal vi være brune. Vi nyder at slappe af, når vi er på ferie. Til dagligt har man jo nok at se til, så hvorfor lave ferien om til arbejde? Vi vil selvfølgelig gerne ud at se noget, men vi vil ikke stresse, og hvor kan man slappe bedre af end ved en pool under et palmetræ.

 

Vi skal altid ud og have en pizza første aften, vi er ankommet. Det fik vi også her, men blev lidt skuffede. Fyldet var godt, men det var ikke en rigtig italiensk bund, som vi er vant til Min pizza. Lækkert fyld, men mager bund bagt uden sej durummel, jeg fik mange klager over min ånde, da der var meget hvidløg i min.
Her er indkørslen på La Yole. Det er dejligt at se palmerne. Det giver feriefornemmelsen, da de jo ikke vokser hjemme i haven.

Marked

Vi elsker at gå rundt og snuse på markederne. Vi synes, at markederne i Frankrig er lidt bedre end i Italien, da der ikke kun er håndklæde og fodboldstøjsboder. Se hvor lækker disse tørrede frugter er stillet op. Man skal da bare smage. Uhm.....
Her er det oliven i utallige varianter. Det elsker vi også. Malene elsker at gå på marked. Især er hun glad for at se på sko.
Dette billede er fra en butik inde i Valras Plage. Vi er meget betaget af det flotte farvestrålende porcelæn, og vi købte også nogle skåle med hjem.

På vej til Carcasonne.

 

På de franske rastepladser, som er utroligt flotte og imponerende, har de til varme dage opstillet brusebade. Det skulle vi selvfølgelig prøve, og Anne-Birthe og Malene blev drivvåde, da de havde stillet sig i vindretningen. Så der blev grinet meget.


Carcasonne.

Carcasonne er en meget speciel by, som rummer en meget velbevaret fæstningsanlæg fra middelalderen. Helt fra romertiden har højen været et militært støttepunkt. Men selve borgen blev opført i det 12. - og 13. århundrede. Der er næsten 50 fæstningstårne og to ringmure. I 1800 tallet blev fæstningen restaureret og fremstår den dag i dag meget velholdt. (Kilde: Turen går til Sydfrankrig.)

Det er en imponerende by. En hel fæstning, hvor der stadig bor mennesker. Vi var der i 1999, men vi blev alligevel overrasket endnu engang over det storslåede skue. Her er nogle billeder fra Carcasonne.

Dette billede er inde fra kirken i Carcasonne. Der var meget flotte vinduesmosaikker. Desværre kommer de ikke helt til deres ret på fotoet. Men flot er det. Når vi er ude at rejse, besøger vi gerne de kirker og kirkegårde vi kommer forbi. Vi synes selv, at vi får meget at vide om lokalbefolkningen, når vi ser hvordan, de indretter sine kirkegårde. Selvom vi ikke er katolikker, tænder vi altid et lys i de kirker vi besøger.
Sikke en slikbutik. Det var utroligt flot stillet op. Det hele passede i farver, og det var et meget appetitligt syn. Man måtte bare have noget af lækkerierne. Meget typisk for butikkerne i Carcasonne. Der er stil over dem.
Her er et billede af tagene i "Den nye By". Billedet er taget oppe fra ringmuren på bagsiden af fæstningsbyen. Her kan man fornemme, hvor høje murene er. Jeg har en smule højdeskræk, så når vi går sådanne steder, elsker pigerne at gå hen til kanten og læne sig ud. De ved, at jeg bliver bleg af skræk, og begynder at sige at de skal passe på. Og så bliver der grinet. Men til trods for min højdefobi, kan jeg ikke holde mig fra de høje steder, hvor det suger i maven og hjertet slår hurtigere.

Se selv. Her hænger jeg ud over kanten for at tage et billede. Jeg kan stadig fornemme suget, men til gengæld synes jeg, at jeg fik et godt billede, der siger lidt om, hvor velholdt det hele er.

Stranden

Stranden er bare dejlig, det er rigtig sandstrand af en kvalitet, som næsten er lige så fin som den derhjemme i Skagen, her er vejret bare ikke så stabilt som nede sydpå. Vandet kan være temmelig koldt, alt efter hvordan vindretningen er. Hvis der er fralandsvind, skubbes det varme overfladevand ud, og det kolde bundvand kommer ind til kysten. Hvis der er pålandsvind, er det lige modsat, så er vandet dejligt varmt.

Livet på pladsen

Det der gør, at vi kører langt hver sommer, er selvfølgelig klimaet. Vi nyder de lune aftener, hvor vi kan sidde udenfor campingvognen og få et glas vin. Derefter går vi gerne en tur rundt på pladsen, så vi ender oppe ved scenen, hvor vi lige skal se, om der er noget underholdning, som vi kan lide. Eller vi går en tur i området, for at se hvad det kan byde på. Der var fin stemning og lune aftener på La Yole. Her følger en række billeder fra pladsen og området.
Dagens menu. Paella. Restauranten havde hver aften en hovedmenu. Her paella. Andre aftener grill. Det var rigtigt hyggeligt Her varmer vi op til vores aftentur. Bemærk det flotte smykke, som Malene købte på markedet. Det skulle passe til trøjen. Sådan er piger jo.
Hver aften var der underholdning på pladsen. Jeg elsker at høre levende musik, så når der var et orkester på scenen, var vi at finde på forreste række, hvor vi fik en flaske vin og nød underholdningen. Denne fyr var en guitarist af meget høj klasse. Jeg klimprer selv en smule, så jeg nød at se og høre ham spille.
Le Petit Train. Det lille tog kørte fra byens centrum og  rundt til alle campingpladser og hoteller. Det er en fin ting, hvis man er ude at spise og gerne vil have et par glas vin til maden. Her er der gang i diskoteket. Det var der hver aften. Det er sjovt, at nogle af de store hits er danske f.eks. Cartoons og Aqua.
Her er da en fornuftig fadøl. Desværre fik jeg ikke en, da jeg kun havde mig selv at dele den med. Anne-Birthe drikker ikke gerne øl. Den var for stor til mig, hvis jeg også skulle have noget ud af resten af ferien. Her er det musicalen Cats som er på programmet. Meget flot show, selvom de kun mimede til sangene.
Bastilledag. Her blev pyntet op i Frankrigs farver. På pladsen var der levende musik og festmenu. Kl. 2230 var der det smukkeste fyrværkeri inde over byen. Vi gik ned på stranden og nød det. Billederne af fyrværkeriet, som varede ca. en halv time, yder slet ikke retfærdighed for, hvor smukt det egentlig var.

Tour de France, Cap Agde og Aqualand

Vi var opsat på at opleve Tour de France. Ikke så meget for cykelløbets skyld, men mere for det leben der er omkring det. Den 16. juli skulle starten gå fra Agde, så dagen før kørte vi derover for at finde gode steder, hvor vi kunne stå. Vi havde fået en plan i receptionen på campingpladsen. Den var meget udførlig. Ja, helt ned til minutter og sekunder var turen beskrevet.

Her er det øverste af Tourplanen. Som I kan se er den meget udførlig. Vi havde regnet med at stå i Villeneuve les Beziers, som var det sted der lå tættest på, hvor vi boede. Desuden var der et par gode rundkørsler, hvor de blev nødt til at sætte farten ned.
Desværre kom det ikke til at gå som vi ville. Da vi kom ud fra Aqualand, kunne vi se at der var blevet ringet til alle vores mobiltelefoner. Det var Mette og min mor. Vi blev noget forskrækket og skyndte os at ringe op. Det viste sig, at Anne-Birthes far var blevet meget syg. Men de kunne ikke få ham til lægen. Han ville ikke. Vi gik en tur på havnen og diskuterede, hvad vi skulle gøre, og vi blev hurtigt enige om at vi måtte køre hjem. Vi kørte tilbage til pladsen. Undervejs købte vi proviant til turen. Vi pakkede. Gik op i receptionen for at afregne. Her viste de ingen kulance. Vi skulle betale for den bestilte tid, hvilket var 4 overnatninger mere. Vi blev skuffede, men kunne intet gøre. Det betyder, at vi aldrig vil komme tilbage dertil. Selvom vi havde haft en dejlig ferie der. Så længe den varede. Der er mange andre gode pladser i området, som vi kan prøve, hvis vi vil derned igen.

Aqualand

Da vi var i Agde, syntes vi at vi ville en tur i Aqualand. Det var ikke en dårlig beslutning. Vi havde en fornøjelig dag med mavekildrende rutsjebaner, bølgebassiner og boblebade. Vi havde selv mad med, som de fleste havde. Den kunne vi nyde på en af græsplænerne, men der var også borde og bænke derinde. Alt i alt en rigtig dejlig dag, indtil vi kom ud til bilen og så på vores mobiltelefoner.

Agde

Vi fik set en smule af Agde. Det var et sted, vi gerne ville have set nærmere på. Men det blev bare til en lille tur ved havnen. Jeg er meget glad for havet og vil gerne sejle. Derfor går vi tit en tur ved de havne, vi kommer i nærheden af, og ser på bådene. Før vi blev campister, var det lige før at vi blev sejlere, men Anne-Birthe tåler ikke havet så godt, derfor valgte vi andre veje. Det har vi dog aldrig fortrudt et eneste sekund. Tværtimod. Vi ville aldrig have fået de oplevelser, vi har haft, hvis vi havde købt en sejlbåd i stedet for en combi-camp.

Turen hjem

Vi skulle hjem, men jeg bryder mig ikke om at køre om natten, så vi stod tidligt op næste morgen og kørte fra pladsen kl. 700. Det var vigtigt at komme ud på motorvejen tidligt, da de ville spærre hovedvejene fra kl. 800 - 1300. Da vi kørte, så vi mange af ledsagerbilerne og motorcyklerne, som var på vej til deres pligter i dagens etape.

Vi satte kursen mod Tyskland. Vi ville overnatte på en plads ved Neuenburg am Rhein. Vi havde fundet den i vores campingbog. Den lå tilpas tæt på motorvejen. Det blev en positiv overraskelse. Dreiländer Camping und Freizeitpark Det er en af de pladser, som man på mærkelig vis kan lide lige så snart, at vi træder inden for lågen. Vi har haft det sådan med mange pladser, men det er mærkeligt, at man bare kan mærke at det er en god plads, man er landet på. Vi vil helt sikkert bruge nogle dage på den plads, når vi kommer forbi engang. Området er også spændende. Det er meget tæt på Schweiz, men også tæt på Alsace. Desuden er der Freiburg og området deromkring.

På pladsen var der en minizoo, hvilket Malene og Anne-Birthe var helt vilde med, da de er sande dyrevenner. Der var desuden en nybygget indendørs swimmingpool med wellness- og fitnesscenter. I godt vejr, kan poolen åbnes, så den virker som en udendørs pool.

På vores aftentur fik vi set en del sjove "fortelte". Det var mest campister fra Schweiz, der var fastliggere.

Hurtig quiz. Hvilket mærke er ovenstående vogn. Svar: Det er en Tabbert, der gemmer sig bag beklædningen, tror vi nok.

Næste stop.

Næste stop blev på Lüneburger Heide. Her fandt vi en plads, som hedder Azur Campingpark Lüneburger Heide. Det er den mærkeligste plads vi har været på. Vi vil skynde os at sige at alle faciliteterne var helt i top og den var velholdt, men den ligger inde i en skov. Der er meget langt mellem parcellerne, og imellem er der mange træer. Ja, nærmest en skov bestående af store fyrretræer. Der var ligesom der manglede luft på pladsen.
Det blev så enden på den sommerferie. Den var kortere end beregnet, men vi fik da nogle gode oplevelser alligevel.

Da vi kom hjem næste dag, kørte vi hen til Anne-Birthes far og sagde at nu skulle han til lægen. Han blev indlagt, og nu har han det godt.

Vi regner med at tage en tur på Camping Südsee  i efterårsferien, den ligger meget tæt på skovpladsen, som vi lå på til sidst, hvis der er nogen der kender den plads, må I gerne skrive en mail, for at fortælle om det er en god idé, eller om der er noget der er bedre.