Sydfrankrig sommeren 2007

Turen spændte vidt. Her sidder vi og får en is foran indgangen til Port Grimaud. Som er en helt ny by på mindre end 30 år. Her står vi og ser på den romantiske udsigt til åen i den gamle by i Colmar.  Som er flere hundrede år gammel. Det var to vidt forskellige, men gode oplevelser.

Vi har flere gange været i Sydfrankrig. Hver gang har vi kørt hen mod Spanien og har landet i Valras Plage. Der har vi haft nogle rigtigt gode ferier. Denne gang besluttede vi os for at prøve noget nyt, og kørte til Provence. Det fortrød vi ikke. Vi fik en rigtig god oplevelse i et område, der er både smukt og spændende.

Lige det sædvanlige billede fra DCC Kurcamp i Bad Gandersheim. Det er jo her vi stopper hvert år den første dag. Bemærk påklædningen. Der var bare 14 grader, og der var regn i luften. Her er et billede fra en anden af vore faste stop på vejen nedad. Man finder den ved at tage afkørslen til Lons le Saunier. Det er lille municipal-plads. I år var der ikke kø, så vi fik tid til at gå en aftentur i den lille by. Som det fremgår af nedenstående 4 billeder, så kan I se at det faktisk er en rigtig hyggelig by, der hedder Chilly le Vignoble. Måske skulle man gøre et stop og udforske det område engang.

Pladsen

Turen gik usædvanligt glat. Vi lagde ud i regnvejr og 14 grader. Efter Lyon, steg temperaturen med ca. 1 grad for hver 50 km, vi kørte. Da vi nåede frem, stod termometeret på 32 grader. Så vi var glade.

Vi havde læst meget om pladsen, så forventningerne var høje. Det er også en fin plads med en meget fri og livlig atmosfære. Det er en rigtig danskerplads, hvor selv hollænderne er i mindretal.

Beliggenheden er perfekt. Der er ikke langt til sandstranden. 5 minutters gang fra pladsen ligger Port Grimaud, som er en meget smuk og hyggelig lille by. Selvom den blev anlagt for mindre end 30 år siden, så er der alligevel en god idyllisk atmosfære. Se blot på nedenstående fotografier. Et par gange om ugen, er der også marked i den lille by.

Lige et par billeder fra stranden og pladsen

Ser det ikke bare dejligt ud. Vi er ved at være enige om, at det bliver en "ommer". Vi er slet ikke færdige med den del af Frankrig.
Som I kan se, dukker vores store pige Mette pludselig op. Hun tog en flyver til Nice, hvor vi hentede hende. Vi havde 15 overnatninger på pladsen. Mette var hos os i 9 dage. Så drog hun hjem igen for at arbejde. Det var dejligt hun kom så var der samling på flokken.

 

Stor gensynsglæde i lufthavnen.

Mette havde købt en billet fra Hamborg til Nice. Det var billigst, men hun måtte vente næsten en hel nat i lufthavnen i Hamborg. Det var ikke optimalt, da hun var alene. Hendes kæreste skulle have været med, men blev forhindret i sidste øjeblik. Hvis hun skal flyve ned til os en anden gang, vil vi nok betale lidt mere for at få en mere direkte forbindelse. Ellers var vi glade for, at det kunne lade sig gøre at hun også kom på ferie sammen med os.

Bemærk hvor bleg hun er i forhold til lillesøster. Vi havde jo været der nogle dage inden hun kom fra det regnfulde og kolde Danmark.

 

Grimaud

Ca. 5 km fra kysten, ligger byen Grimaud. Det er en fin lille by, hvor der på toppen er en borg, som kan dateres tilbage til 1100-tallet. Der skulle sågar have huseret tempelriddere i borgen. Oppe fra toppen, kan man se ud over St. Tropez bugten. Det er en meget imponerende udsigt. Jeg håber, at I kan se det på de nedenstående billeder.

Saint Tropez

Vi skulle selvfølgelig ind i Saint Tropez. Det var spændende at se, de fine både, når man som os kommer fra en havneby. Men selve byen var også et interessant bekendtskab.

Det kunne være fedt at have en lystyacht med egen helikopter på. Denne her skulle sejle, så der var stort opløb på kajen. Personalet stod klar med trosserne. Der kom lidt saltvand på båden, det blev straks skyllet. De fleste både er indregistreret i England, det skyldes særligt begunstigede skatteregler, pga. Englands status som søfartsnation. Bådene bliver oprettet som et selskab og drives som en forretning.
Udsigt over Saint Tropezbugten.  Bl.a. ligger Saint Maxime og Frejus ovre på den anden side. Nå det er ikke kun de helt overdådige både der ligger i havnen. Her er også lokale fiskerbåde. Hvilket giver en mere autentisk stemning.
Dyre designerbutikker. Her er det Dior. Tre kjoler i et vindue. Hmmm. Verden vil bedrages. Fine friske fisk. Og de var fine og friske. Desværre er jeg den eneste, der har lyst til at købe og grille nogle lækre fisk.
Lækker lille pigescooter. Lyserød med Burberry på. Jeg har selv en scooter, og er meget interesseret i at se på de forskellige scootere, som man kan se i Sydeuropa. Der er et hyggeligt lille torv, hvor man kan sidde i skyggen og se på alle de interessante mennesker, der går og kører forbi. Vi lagde mærke til, at der var rigtigt mange rige svenskere.

Skovbrand

På vores køreture, kunne vi se, at der havde været adskillige skovbrande. Vi hørte også hjemmefra, at flere campingpladser var blevet evakueret. Så da der pludselig begyndte at lugte brændt og sod og aske begyndte at dale ned over os, mens vi hørte udrykning. Så blev vi lidt bekymrede. Heldigvis fik de slukket ilden inden den gjorde skade.

Her står Svend og jeg på hver sin vogn og spejder bekymret ud. For at se hvordan ilden udviklede sig. Det er nu skønt, at have en stige og et betrædeligt tag på campingvognen.

Det ser desværre ud til at stigen er blevet afskaffet på de nye modeller. Vi har også haft glæde af stigen, når vi har vasket vognen. Så kunne vi også gøre taget ordentligt rent.

 

For ikke at siden bliver for lang, så laver jeg nu en ny side:

Praires de la mer del 2.htm